Satina Wandel

- En blog om mode, interiør og mine tossede tanker -

Latest Posts
Efter min fars fødselsdag overnattede jeg hos B og havde faktisk en ret hyggelig søndag. Vi gik rundt på Frederiksberg, hvor jeg faktisk for første gang i mit liv var i Frederiksberg Have. Det er lidt utroligt, at jeg aldrig har været der før - vi gik også et smut forbi Botanisk Have og jeg er egentlig i tvivl, om jeg har været der før, men jeg tror det ikke. Om aftenen tog jeg bussen længere ind til byen, idet jeg skulle i Parken og opleve selveste Queen Beyoncé!


Jeg havde investeret i den næstbilligste billet, der var en siddeplads på tribunen ude i siden af scenen. Selvom man ikke så lige på og alle detaljer, var jeg faktisk ganske tilfreds med udsigten. Der var jo også sat storskærme op og så synes jeg altid, at det er sjovt at kunne følge lidt med i, hvad der foregår backstage. Dem, der stod nede foran kunne for eksempel først se danserne og Beyoncé, når de kom helt frem på scenen, mens os siddende oppe og ude i siden kunne se dem gå ind på scenen og danse sig frem. Selve stageshowet var forholdvist simpelt - det var en kæmpe, rektangulær søjle med forskelligt footage kørende. Nogle gange selve koncerten ligesom på storskærmene, andre gange smårandom optagelser og så noget, der faktisk rørte mig dybt. Privat footage fra nogle af de større begivenheder i Beyoncés liv. Der var f.eks. optagelser fra brylluppet med Jay-Z og fra da baby Blue var nyfødt. Jeg ved ikke, om I kender til det med, at man godt kan mangle en følelse af, at stjernerne er menneskelige? Det manglede jeg absolut ikke med Beyoncé, især ikke når man så disse optagelser, som hun altså valgte at dele med alle sine fans. Hun takkede også flere gange for støtten fra sine fans og hvor glad hun var for at udleve sin drøm.



Eftersom det jo var The Formation Tour, var der størst fokus på hendes nyeste album, men selvfølgelig blev nogle af hendes klassikere også tilgodeset. Hun sang bl.a. Irreplaceable som ren a capella og her fik man altså virkelig bekræftet hvor meget musikalitet, hun har blot i sin stemme. Det var til at få gåsehud af! Hendes finale var også virkelig vild med Crazy In Love og så sluttede hun af med Halo. Alt i alt var det en hel ekstremt fed koncert, stemingen var helt i top og selvom Beyoncé var ude at skifte kostume utallige gange, havde hun sørget for, at der var god "underholdning" i mellemtiden blandt andet med førnævnte private footage og en vild guitarsolo. Jeg var vildt imponeret over, at podiet ude midt i publikum til sidst kom til at bestå af vand, som Beyoncé selv og hendes dansere altså vadede rundt og fik vandet til at pjaske rundt. Det så virkelig crazy ud oppe fra, hvor jeg sad! Der var meget fokus på dans, både af de mange kvindelige dansere, men også Beyoncé selv og i den forbindelse kørte der noget playback, men ellers sang hun skam selv og det var simpelthen så vildt at være vidne til. Var I mon også inde og opleve the Queen?





Kjole LindyBop | Sko Lola Ramona | Halskæde STORY by Kranz & Ziegler


Således var jeg klædt i lørdags, da vi skulle fejre min far. Jeg købte kjolen, da jeg for noget tid siden gik lidt amok i LindyBops udsalg og bl.a. også købte denne kjole. Så snart jeg prøvede kjolen her, blev jeg enig med mig selv om, at jeg skulle have den på til at fejre ham og så synes jeg altså selv, at den klæder mig vildt godt. Sgu. Inden vi kom for godt i gang med at indtage fødevarer, lokkede jeg  derfor min kusine til at knipse et par billeder. Skoene er også forholdsvist nye, men de er købt "brugt" (de var vist ikke rigtig blevet brugt) og er samme model som dem, jeg har på her og her. Jeg har gennemsøgt tasken for at finde et mærke, men det forblev ukendt. Den er også købt i vores lokale taske-pusher, som har nogle særegne leverandører. Faktisk var den en gave fra min mormor og jeg har brugt den næsten hver dag lige siden, da den har en perfekt størrelse til det mest nødvendige såsom nøgler, pung, læbepomade og mobilen.

Selve fejringen af min farmand startede med buffet på den kinesiske restaurant, der var åbnet ekstraordinært for os et par timer før normal åbningstid. Som sædvanlig i den familie spiste alle lidt for meget og så tog vi hjem til min far, hvor han fik sine gaver, der blev serveret kaffe og drinks og vi sluttede af med godt med chokolade og Sarah Bernards. Nåh ja og så fangede min anden kusine og jeg et par Pokémons... Jeg overnattede efterfølgende hjemme hos B frem til mandag, da jeg også skulle ind og opleve Beyoncé i Parken. Det var så godt, men det fortjener sit eget indlæg!
WTW 9

 Top Club L Shorts LindyBop | Ballerinaer Lola Ramona | Ørenringe Choies
Palette Urban Decay NAKED2 | Hårbånd AéropostaleLæbestift MAC - Lazy Lullaby

Sommervejret har fundet sin vej tilbage til Danmark og det giver mig lyst til at have så lidt tøj på som overhovedet muligt uden at forarge de mennesker, jeg måtte passere på min vej. Hvis mine fødder kunne klare flade sko og dermed også ballerinaer, ville disse fine sager hel klart være mit første valg. De er samme stil med de sko, jeg har på her og jeg vil vove at påstå, at de kan passe til alt. Jeg ville matche ballerinaerne med de fine shorts, der taler lige til mit sort-rød-polkaprik elskende hjerte og trække en ensfarvet top over hovedet. Crop toppen tillader en del luft og idet shortsne er højtaljede, bliver det ikke for uanstændigt. Jeg har faktisk crop toppen, men jeg kan bare ikke bestemme mig for, om jeg synes, den sidder lidt for mystisk. Jeg returnerede den aldrig dengang, jeg købte den, fordi den var det eneste i min ordre, der ikke passede hel perfekt og den var sat så langt ned, at returportoen var dyrere. Det var så dén forklaring ;)

Jeg går pt. ret meget med hårbånd - både fordi det passer ret godt ind i rockabilly stilen, men også fordi jeg er blevet lidt for doven til at sætte mit hår samt mit hår er begyndt at blive lidt for irriteret af at have produkter i hver dag - og et rødt hårbånd med polkaprikker ville jo være prikket over i'et til dette outfit (pun intended). Til sidst ville jeg nok holde make-uppen i de mere neutrale nuancer ved hjælp af min NAKED2 palette og en lys læbestift, der ikke drager alt for meget opmærksomhed. Tilsæt et par kirsebær-ørenringe og så har du en vinder, efter min mening.
Så kom dagen. 23. juli 2016. Min far bliver 50 år i dag og jeg er selvfølgelig på vej mod Hovedstaden for at fejre ham sammen med resten af familien. Jeg har været på fuldstændig bar bund omkring, hvad jeg skulle give ham. Og ikke sådan en fortrøstningsfuld bar bund, hvor der med tiden kan gro noget. Nej, sådan en helt gold og udtørret bund. Men ud fra den golde bund dukkede der alligevel et spir op og jeg fandt på hele 2 ting, jeg kunne give ham. Begge ting krævede tid, energi og en masse søgen på diverse salgsgrupper på Facebook og DBA. Men til sidst gave det pote!



Jeg er nemlig ikke kun blevet bidt af vintage til mig selv, men også lidt af at give det som gave. Her er man også noget nær garanteret, at der ikke er andre, der giver det samme og det vil være sjovt for modtageren at have noget, som de fleste andre ikke lige har. Min far har alle dage været vild med Marilyn Monroe, så jeg satte ind på at finde et eller andet fedt med hende. Det meste, der kom frem, var kjoler inspireret af hende eller med motiver af hende. Ikke lige en oplagt far-gave, vel? Efter nogle dages søgen fandt jeg disse to billeder på DBA og bestemte mig for, at han skulle have dem i gave. Jeg synes selv, at de er  fede, så nu håber jeg, at min far også kan lide dem.


En anden pige, som min far godt kan lide, er den gode, gamle Irma pige. Jeg startede i de forskellige vintage grupper på Facebook, hvor der godt nok var et par Irma dåser, men det var ikke nogle af dem med selve Irma pigen på. Jeg tjekkede DBA et par dage i træk og endte med at få fat på en kagedåse og et lille kaffemål. Dermed har jeg nu formået at finde en gave, som der er lagt tid, energi og en masse tanker bag uden at den har kostet det vilde. Og min far er selv typen, der nægter at købe det, jeg har stående på ønskelisten, så han kan ikke blive fornærmet over, at jeg er gået outside the box, haha! Heller ikke når hans svar til, hvad han ønsker sig, er "Du skal ikke give mig noget." That's not an option, dad. Nu er jeg spændt på, hvad han siger til gaven og hvad resten af familien mon har fundet på at give ham.